Byggefakta forside
Ugens projekt

Ny curlinghal nærmer sig første spadestik

En ny curlinghal er på vej til Søndersø på Nordfyn. Hallen vil bestå af fire baner, klubfaciliteter, loungeområde og en tagterrasse.

Ny curlinghal nærmer sig første spadestik

Noget så sjældent som en ny curlinghal er på vej til Søndersø på Nordfyn. Der har været nogle sten på vejen, men nu er byggearbejdet sendt i udbud, og visionen kan snart blive realiseret.

up-uge24-curlinghal-960

Billedkreditering: Creo Arkitekter A/S

De to tidligere curlingspillere Joel Ostrowski og Lasse Kjeldsberg Damm har lagt en ambitiøs plan, der skal give nyt liv til curlingspillet på Fyn. Lige nu er curlingspillerne i Odense henvist til at dele is med ishockeyspillerne, hvilket ikke er optimalt. Men når den nye hal står klar, vil der være fire dedikerede curlingbaner med tilhørende klubfaciliteter, loungeområde og en tagterrasse. Projektet er tiltænkt en rolle som Nordeuropas bedste curlinghal og med curlingis i den absolut højeste kvalitet.

Curlinghallen bygges i forbindelse med Søndersø Hallen, og tanken er at koblingen kan bringe en vis synergi mellem idrætsfaciliteterne. Som en del af projektet opføres desuden 15 hotelværelser, så det bliver muligt at overnatte umiddelbart ved siden af idrætscenteret. Samlet udgør det nye byggeri ca. 2.800 m2.

up-uge24-curlinghal-960-2

Billedkreditering: Creo Arkitekter A/S

Teknikken fylder

Det er ingeniørfirmaet NIRAS, der som totalrådgiver har fået det overordnede ansvar for udformningen af projektet. NIRAS har været tidligt involveret i projektet og leveret ydelser indenfor brand og statik ifm. byggetilladelsen. Men når totalrådgivningsansvaret nu er placeret hos ingeniøren, skyldes det i høj grad også, at en curlinghal er mere tekniktung end de fleste andre byggerier. Løsningen bliver ikke mindre kompliceret af, at hallen skal fungere som multihal med mulighed for at tage isen af og dermed afholde større arrangementer.

Der bliver ikke bygget mange curlinghaller i Danmark, men ingeniøren har både erfaringer og kompetencer med is fra blandt andet isskøjtehaller, forsikrer Jonas Rom Jensen fra NIRAS.

Creo Arkitekter er med på holdet og står for den arkitektfaglige del af rådgivningen – begge rådgivere arbejder med base i Odense.

up-uge24-curlinghal-960-3

Billedkreditering: Creo Arkitekter A/S

Byggeriet begynder i år

Byggearbejdet er netop sendt i udbud til 5 hovedentreprenører. Ifølge planen skal byggeriet begynde i slutningen af 2022, og ved udgangen af 2023 er isen klar.

Vil du have detaljer om flere projekter som dette? - prøv vores Projektdatabase gratis i dag

 

Projektdetaljer

  1. Adresse: Ullerupvænget, 5471 Søndersø
  2. Start: November 2022
  3. Slut: December 2023
  4. Stadie: Licitation
  5. Bygningsart: Nybyggeri
  6. Areal: Ca. 2.800 kvadratmeter
  7. Budget: 30 mio. kr. (estimeret)

Materialer

  1. Råhus: Beton og stålrammehal
  2. Facade: Tegl, stål
  3. Tag: Tagpap, tagterrasse
  4. Varmekilde: Fjernvarme
  5. Varme: Gulvvarme
  6. Gulv: Epoxy, træ

Deltagere

  1. Bygherre: Curlingcenter Fyn ApS
  2. Totalrådgiver: NIRAS A/S
  3. Arkitekt: Creo Arkitekter A/S
  4. Ingeniør: NIRAS A/S