Byggefakta forside
Ugens projekt

Fra fabrik til seniorbofællesskab

En af de gamle fabriksbygninger i Kirkebjerg-området transformeres nu til et seniorbofællesskab med 48 boliger.

Fra fabrik til seniorbofællesskab

Kirkebjerg-området på grænsen mellem Brøndby og Glostrup er under hastig forvandling fra industrikvarter til boligområde, men ikke alt rives ned. En af de gamle fabriksbygninger transformeres nu til seniorboliger.

2022-uge9-ugens-projekt-seniorbofaellesskab-960-2

Billedkreditering: archvisuals.dk udarbejdet for SPD / Bjørk & Maigård

Tilbage i 2016 købte projektudvikleren Scandinavian Property Development A/S et areal på Kirkebjerg Parkvej 4-6. Med i købet fulgte en klassisk fabriksbygning, hvor A/S Tobias Jensens Mekaniske Etablissement tidligere fremstillede elektriske kondensatorer og radiomodtagere. Her fandt udvikleren nogle kvaliteter, der var værd at bevare. Derfor bliver den 3.676 m2 store bygning nu ombygget til et seniorbofællesskab med 48 boliger.

Boligerne bliver på 50-70 m2. Dertil etableres der en række fællesfaciliteter. I stueetagen er der plads til fitness, yoga, værksted, møderum, TV-stue og fælleskøkken samt en stor fællessal, hvor der er direkte udgang til terrasser og grønne områder. Og på taget bliver der anlagt en stor tagterrasse.

2022-uge9-ugens-projekt-seniorbofaellesskab-960

Billedkreditering: archvisuals.dk udarbejdet for SPD / Bjørk & Maigård

Mange af bygningens karakteristiske træk får lov til at leve med videre i den nye funktion som seniorbofællesskab. De store vinduespartier beholdes, og de bærende betonsøjler forbliver synlige inde i bygningen. Derudover bevares stempelure, skilte og el-tavler rundt omkring i bygningen.

”Der er store fordele ved at kunne indrette seniorbofællesskabet i en fin, gammel industribygning. Dels kan vi meget hurtigere åbne dørene for de nye beboere, og dels giver det en mindre klima- og miljøbelastning, fordi vi ikke skal bygge nyt helt fra grunden”, siger Stig Holmboe, direktør og partner i Scandinavian Property Development.

2022-uge9-ugens-projekt-seniorbofaellesskab-720

Billedkreditering: archvisuals.dk udarbejdet for SPD / Bjørk & Maigård

Det var dog ikke alt, det var muligt at bygge videre på. De øvrige bygninger på arealet har måtte lade livet. I stedet opføres et punkthus med 16 boliger og en randbebyggelse med 84 boliger i varierende størrelser, så der både er til singler og den store familie. I dele af stueetagen skal der etableres café og andre udadvendte erhverv, der kan skabe liv til området. Alt i alt udgør projektet 12.697 m2 over terræn. Dertil etableres der parkeringskælder med 125 pladser.

Både ved ombygningen og nybyggeriet arbejdes der på at begrænse klima- og miljøbelastningen, og projektet planlægges at blive certificeret til DGNB Guld - et af elementerne er ladestandere til el-biler.

”Her er indlagt kraftledninger overalt fra bygningens tidligere anvendelse til produktion, så der er rigeligt med kilowatt at tage af til beboernes lynladere”, fortæller Stig Holmboe.

2022-uge9-ugens-projekt-seniorbofaellesskab-960-3

Billedkreditering: archvisuals.dk udarbejdet for SPD / Bjørk & Maigård

Projektet er udviklet i samarbejde med Arkitekterne Bjørk & Maigård ApS og COWI A/S, og Myhlenberg Byg A/S skal stå for udførelsen af byggeriet som totalentreprenør. Således er holdet sat og efter flere års planlægning er visionerne tæt på at kunne realiseres. Der mangler kun en byggetilladelse, så går arbejdet i gang. Tidsplanen er ikke endeligt fastlagt, men målet er at hele projektet står færdigt med udgangen af 2024.

Vil du have detaljer om flere projekter som dette? - prøv vores Projektdatabase gratis i dag

 

Projektdetaljer

  1. Adresse: Kirkebjerg Parkvej 4-6, 2605 Brøndby
  2. Start: Maj 2022
  3. Slut: December 2024
  4. Stadie: Licitationsresultat
  5. Bygningsart: Ombygning / Nybyggeri
  6. Areal: 12.697 kvadratmeter
  7. Budget: Ikke oplyst

Deltagere

  1. Bygherre: Scandinavian Property Development A/S
  2. Arkitekt: Arkitekterne Bjørk & Maigård ApS
  3. Ingeniør: COWI A/S
  4. Totalentreprenør: Myhlenberg Byg A/S