Byggefakta forside
Ugens projekt

Stormgade1 - Nyt centrum i Hvide Sande

Et nyt byggeri med café, restaurant og 8 attraktive boliger skyder snart op lige midt i Hvide Sande.

Nyt centrum i Hvide Sande med café, restaurant og 8 boliger

Det kommende byggeri i Hvide Sande er udviklet af Jens Bøndergaard, der også ejer Hvide Sande Hotel, i samarbejde med arkitektfirmaet Bay Arch. Planen er, at byggeriet vil skabe et nyt centrum i Hvide Sande.

Det kommende byggeri i Hvide Sande er udviklet af Jens Bøndergaard

Billedkreditering: Bay Arch - Ringkøbing

Bygningen udgør i alt 1.500 m2 over terræn fordelt på tre etager. Stueetagen indrettes med café og restaurant, mens 1. og 2. sal indrettes med 8 boliger, hvor de øverste får indeliggende altaner. Derudover etableres der fuld kælder med lager/depot og teknik.

Stueetagen med de udadvendte erhverv bliver åben og luftig med glaspartier hele vejen rundt, mens overbygningens lyse træfacader skaber kontrast til de omkringliggende bygninger, der hovedsageligt er i mørke nuancer.

Arkitekten har i udformning og materialer ladet sig inspirere af det lokale miljø. Med facader og tagkonstruktion er der således referencer til sejlet på et skib samtidigt med at taget følger strukturen fra byens saddeltage.

Et nyt byggeri med café, restaurant og 8 attraktive boliger i Hvide Sande.


Alle materialer er udvalgt til at modstå et barskt vestjysk vejr og skal ikke vedligeholdes. Træet, som er det primære materiale, vil efter nogen tid i den salte vestenvind patinere og fremstå sølvgråt med aner til drivtømmer.

Bygherren mangler egentlig kun en byggetilladelse for at kunne komme i gang med byggeriet, men for ikke at komme i vejen for turistlivet i byen, bliver første spadestik sandsynligvis først taget når højsæsonen går på hæld.

Byggeriet skal udføres i hovedentreprise af en lokal entreprenør, men der er ikke sat underskrift på kontrakten. Så hvem det bliver, kan endnu ikke afsløres.

 

Projektdetaljer

  1. Adresse: Stormgade 1, 6960 Hvide Sande
  2. Start: September 2021
  3. Slut: Oktober 2022
  4. Stadie: Detailprojektering
  5. Bygningsart: Nybyggeri
  6. Areal: 2.000 kvadratmeter (inkl. kælder)
  7. Budget: 39 mio. kr.

Deltagere

  1. Bygherre: Ejendomsselskabet Hvide Sande ApS
  2. Arkitekt: Bay Arch - Ringkøbing
  3. Ingeniør: Ingeniørgruppen Vestjylland ApS

Materialer

  1. Facade: Træ, Glas/alu
  2. Tag: Tagpap
  3. Bygningsreglement: BR18