Byggefakta forside
Ugens projekt

Alment byggeri i Bendixminde har høje ambitioner

Den almene boligorganisation Domea Østjylland og Domea.dk har høje ambitioner for bæredygtighed i byggeriet. Ved et nyt byggeri i Odder går de efter diamanten.

Der er fuld fart på udviklingen af det nye byområde, Bendixminde, i Odder. Flere private boligklynger skyder i øjeblikket op, og inden længe får de selskab af 118 almene boliger fra Domea Østjylland og Domea.dk – det bliver Domea.dk’s hidtil største byggeri uden for hovedstadsregionen.

Projektets samlede areal bliver godt 11.000 etagemeter. Bebyggelsen disponeres med tre klynger af i alt 48 gårdhavehuse i ét plan og fire punkthuse i tre og fire etager med i alt 70 lejligheder. Derudover planlægges der opført et fælleshus.

Domea.dk har med deres seneste byggepolitik valgt en ambitiøs vej for bæredygtighed i byggeriet. Målsætningen er således at alle fremtidige nybyggerier lever op til kriterierne i DGNB-certificeringen. Det betyder, at byggeriet skal leve op til skærpede krav til både økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed.

Beslutningen om at Bendixminde projektet skulle certificeres og gerne med en meget særlig certificering, blev dog taget forud for at Domea.dk byggede det ind i deres bæredygtighedspolitik. Beslutningen blev taget i respekt for området og kommunens beslutning om at lade Domea Østjylland bygge i det smukke område.

bendixminde-ugensprojekt-uge392

Billedkreditering: ERIK arkitekter A/S

”Vi vil gerne støtte op om Odder Kommunes store fokus på bæredygtighed, så derfor var det et naturligt valg, at her skulle der gøres noget ekstra. I bæredygtighedens tegn er opgaven oplagt til at bygge på og udvide vores viden om, hvad vi kan opnå. Som med alt andet har vi jo også fokus på, hvad vi kan bringe med til næste projekt. 20% af boligmassen i Danmark består af almene boliger, så vi påtager os et samfundsansvar, når vi bygger, ikke alene overfor de kommende beboere, men i høj grad også for det enorme fodaftryk vi i branchen sætter i det danske land.” - Fortæller senior projektleder Pernille Esmark Prahm fra Domea.dk.

Ved det kommende byggeri er Domea Østjylland og Domea.dk nemlig gået skridtet videre og arbejder på at få tilføjet en diamant til DGNB-certificeringen. Diamanten er en særlig anerkendelse af byggeriets arkitektoniske kvalitet.

Ved projektet i Bendixminde får naturen lov at komme helt tæt på den nye bebyggelse, og store dele af fællesarealer udlægges til vilde blomsterenge og træer i samme art, som de træer der i dag grænser op til området. Derudover arbejdes der bl.a. med grønt tag på fælleshuset.

”Med diamanten er der blandt andet ekstra fokus på holdbare og robuste løsninger, som er et vigtigt parameter i forhold til drift og vedligehold af boligerne. Herudover er der fokus på bygningernes integration i nærområdet. Vi befinder os i et stort naturskønt område, og vi har skabt en opgave, hvor vi ønsker at få naturen med ind imellem bygningerne og næsten helt ind i stuerne, og vi har fokus på at punkthusene skal passe ind i området. En opgave der let kan løses for gårdhavehusene, men hvor arkitekterne skal vise deres evner i punkthusene, som naturligt er en større masse, der skal indpasses.” - Uddyber Pernille Esmark Prahm.

bendixminde-ugensprojekt-uge39

Billedkreditering: ERIK arkitekter A/S

 

Inden sommerferien blev et team bestående af Adsbøll Entreprise A/S, ERIK arkitekter A/S, Terra Nova Landskabsarkitekter ApS og Rønslev Rådgivende Ingeniører ApS udvalgt til at stå for opførelsen af byggeriet i totalentreprise. Teamet er lige nu i fuld gang med projekteringen.

”Ved at gå efter DGNB guld med diamant gør vi noget nyt, og vi starter med speederen i bund. Vi er med i front, og vi forventer at høste en masse gode erfaringer, som vi kan bringe med ind i fremtidige byggerier. Vi har et fantastisk team af rådgivere og entreprenører, der alle arbejder på at vælge de bedste løsninger for miljøet og for de kommende beboere. Det handler ikke alene om genbrug og egenproduktion af energi, det handler også om holdbarhed og patinering frem for nedbrud samt drift-intelligente løsninger. Alle parametre er i spil og bliver vægtet og vejet. Det er spændende, og vi bliver klogere.” – Lyder det afsluttende fra Pernille Esmark Prahm.

Første spadestik forventes taget til december, og ifølge planen vil de første beboere kunne flytte ind medio 2023.

 

Projektdetaljer

  1. Adresse: Bendixminde, 8300 Odder
  2. Start: December 2021
  3. Slut: Juni 2023
  4. Stadie: Detailprojektering
  5. Bygningsart: Nybyggeri
  6. Areal: 11.150 m2
  7. Budget: Ca. 250 mio. kr. (anskaffelsessum)

Materialer

  1. Vinduer: Træ/alu
  2. Facade: Tegl
  3. Tag: Tag-pap, Grønne tage
  4. Varme: Gulvvarme
  5. Varmekilde: Fjernvarme
  6. Gulv: Træ
  7. Bæredygtighedscertificering: DGNB Guld med Diamant

Deltagere

  1. Bygherre: Domea Østjylland
  2. Bygherreforretningsfører: Domea.dk
  3. Bygherrerådgiver: Holst Bygherrerådgivning ApS
  4. Totalrådgiver: Adsbøll Entreprise A/S
  5. Arkitekt: ERIK arkitekter A/S
  6. Ingeniør: Rønslev Rådgivende Ingeniører ApS
  7. Landskabsarkitekt: Terra Nova Landskabsarkitekter ApS