Du er her

Projektmarkedet runder 80 milliarder kroner i 2017

06. november 2017

Trends for byggebranchen Q3 2017: Ny byggeprognose efter tredje kvartal er klar. Der er fart på ude på byggepladserne, og det forventes nu, at der igangsættes byggerier for 80 milliarder i Danmark i 2017.


Byggeriet buldrer derudad, og der er travlt på byggepladserne. De tendenser, der har vist sig i første halvår af 2017, er fortsat i tredje kvartal. Det forventes nu, at der igangsættes projekter for hele 80 milliarder kroner i 2017, hvilket er en fremgang på hele 10% i forhold til 2016. Det viser den helt nye rapport Trends for byggebranchen Q3 2017.

”Det går forsat stærkt i byggebranchen for tiden, og der er ikke noget, der tyder på, at det kommer til at ændre sig, når vi ser på udviklingen for byggeriet i tredje kvartal 2017” fortæller Jens Slott Johansen fra Byggefakta A/S, som står bag rapporten.

Lille nedjustering for boligprojekterne

Boligbyggeriet ligger fortsat på et rekord højt niveau i 2017 på trods af en lille nedjustering af prognosen efter 3. kvartal. Der bygges rigtig mange boliger i Danmark for tiden. Ifølge den nye prognose forventes det, at der igangsættes boliger for 33 mia. kr. i 2017. Det svarer til er en fremgang på hele 29% i forhold til 2016. Byggeriet af boliger udgør dermed hele 41% af det samlede projektbyggeri i 2017. 

Fremgang for erhvervsbyggeriet

Tredje kvartal har budt på fremgang for erhvervsbyggeriet, hvor projekterne nu igangsættes med et højere tempo end i starten af året. Erhvervsbyggeriet omfatter projekter inden for butik, kontor, lager, industri og transport. Ifølge den nye prognose forventes det, at der igangsættes erhvervsbyggerier for 12,2 mia. kr. i 2017. Det svarer til en fremgang på 14% i forhold til niveauet i 2016.

”Erhvervsbyggeriet har ligget på et lavt niveau i 2015 og 2016. Men med fremgangen her i 3. kvartal ser det altså ud til, at erhvervsprojekterne på vej tilbage mod et pænt niveau sammenlignet med tidligere år”, fortæller Jens Slott Johansen, Byggefakta A/S.

De private bygherrer har sat tempoet op

Det er især de private bygherrer, der har sat tempoet op i tredje kvartal. Projekterne sættes i gang hurtigere end forventet, og prognosen er derfor opjusteret. Projekter med private bygherrer forventes nu at udgør hele 48,4 mia. kr. i 2017. Det er en fremgang på 15% eller 6,4 milliarder kr. i forhold til 2016. Dermed udgør projekter med bygherretypen næsten to tredjedele af projektmarkedet i 2017.

Det er fortsat byggeriet i Region Hovedstaden, der holder niveauet oppe, men derudover ses også fortsat en markant fremgang for byggeriet i både Region Syddanmark og i Region Nordjylland i 2017.

DOWNLOAD TRENDS FOR BYGGEBRANCHEN Q3 GRATIS HER


 

Kvartalsrapporten: ”Trends for byggebranchen Q3 2017” er gratis og kan downloades via

www.byggefakta.dk/trends-for-byggebranchen

Rapporten kan frit citeres med behørig kildeangivelse.

Yderligere information:

Byggefakta A/S
Kommunikations- og marketingchef
Mette Linneboe Pedersen
Tlf.: 7025 3031
Direkte: 3692 6036
Mail: mlp@byggefakta.dk