Du er her

De danske kommuner øger investeringerne

01. juni 2017

De danske kommuner har planlagt og budgetteret med byggerier for 71 milliarder kr. fordelt på 5.543 projekter frem til udgangen af 2020. En fremgang på 4 pct. sammenlignet med sidste år.

Byggefakta A/S har netop udgivet rapporten ”Kommunernes investeringer 2017-2020”, som er udarbejdet i tæt samarbejde med kommuners forvaltninger og økonomiafdelinger. Rapporten giver overblik over samtlige 98 kommuners væsentligste bygge- og anlægsinvesteringer de kommende fire år.

De danske kommuner har planlagt og budgetteret med byggerier for knap 71 mia. kr. fordelt på 5.543 projekter i perioden fra 2017-2020, en fremgang på 4 pct. eller 2,9 mia. kr. sammenlignet med opgørelsen fra sidste års rapport. Kommunerne bygger i gennemsnit for 12.329 kr. per indbygger i Danmark, hvilket er en fremgang på 440 kr. i forhold til sidste år.

Rapporten Kommunernes Investeringer 2017-2020

Anlægsarbejde og skolerne fylder mest blandt de kommunale byggeprojekter

Det er især anlægsarbejde og skoleprojekter, der fylder blandt de kommunale projekter. Der er planlagt anlægsprojekter for 26,4 mia. kr. de kommende fire år, hvilket er en fremgang på 4 pct. sammenlignet med sidste år. Dermed udgør anlægsprojekterne nu hele 37 pct. af projekterne, når vi kigger fire år frem. Skoleprojekterne fylder også fortsat markant blandt kommunernes projekter, og hovedgruppen er vokset med hele 9 pct. sammenlignet med sidste år. Det svarer til, at kommunerne forventer at igangsætte skoleprojekter for 18,6 mia. kr. frem til udgangen af 2020, og skoleprojekterne udgør dermed 26 pct. af de planlagte kommunale projekter.

Kommunerne har også flere projekter inden for sundheds- og socialvæsnet

Kommunerne har også planlagt flere projekter inden for hovedgruppen ”Sundhed- og socialvæsnet”. Med projekter for 9,5 mia. kr. udgør denne type af projekter 14 pct. af de kommunale byggerier, når vi kigger fire år frem. Det svarer til, at gruppen er vokset med 13 pct. i forhold til sidste år. Der er også kommet lidt flere projekter til inden for hovedgruppen ”Sport, fritid og kultur”, som er vokset med 5 pct. i forhold til sidste år. Det svarer til, at der nu er planlagt projekter for 9,4 mia. kr., og hovedgruppen ”Sport, Fritid og Kultur” udgør dermed 13 pct. af de planlagte projekter.
De øvrige hovedgrupper er relativ små og fylder mindre blandt kommunernes projekter de kommende fire år.

Kommunerne i hovedstaden bygger mere

Det er især kommunerne i Region Hovedstaden, der øger aktiviteten de kommende år. Kommunerne har tilsammen planlagt projekter for 28,8 mia. kr., hvilket er en fremgang på 3,6 mia. kr. eller 14 pct. sammenlignet med sidste år.

”Når man ser på kommunekortet i Danmark, er der en klar tendens til, at kommunerne investerer væsentligt mere i Region Hovedstaden, og flere af de vestegnskommuner, der holdt et lavt niveau sidste år, er gået frem. Det ser vi blandt andet både for Brøndby, Rødovre og Vallensbæk. Lige nu er Ishøj faktisk den eneste af vestegnskommunerne i Region Hovedstaden, der fortsat ligger meget lavt”, fortæller adm. direktør Jens Slott Johansen, Byggefakta A/S. 

Der er også kommet flere projekter til i kommunerne i både Region Syddanmark og Region Sjælland, og kommunerne i begge regioner er samlet set gået frem. Kommunerne i Region Midtjylland er gået lidt tilbage, men regionens kommuner holder fortsat et relativt højt niveau samlet set, sammenlignet med kommunerne i de øvrige regioner.

Download rapporten "Kommunernes Investeringer 2017-2020" her >>>>

Få adgang til Danmarks største projektdatabase

Ring til os på 7025 3031, og lad os tage en snak om, hvordan du kan bruge vores informationer til at skabe værdi og vækst i din forretning.
Prøv systemet allerede i dag - klik nedenfor, så kan du se, hvad vi mener.

Ja tak - jeg ønsker at få mere at vide

det er gratis og uforpligtende