|
Aarhus - byggekranernes hovedstad

Voldsom vækst i byggeriet i Aarhus de kommende år. Snart bliver der mangel på arbejdskraft. Mere gang i Aarhus end København
Aarhus: »Aarhus står foran det største byggeboom, byen har oplevet siden Trøjborg og Frederiksbjerg blev bygget for godt 100 år siden.«
Ole Christiansen fra 3F Anlæg og Byg tager de helt store ord i munden for at beskrive den udvikling, der i øjeblikket sker i landets næststørste by. Ledigheden blandt jord- og betonarbejdere rasler ned efter nogle år, hvor finanskrisen satte aktiviteten på vågeblus og byggekranerne var et særsyn i bybilledet. Faktisk snurrer hjulene i Aarhus så hurtigt, at storebror København får baghjul. I forhold til byernes størrelse er aktivitetsniveauet i Aarhus højere.
CRM Byggefakta, der leverer data til byggesektoren om planlagte byggerier, har for Århus Stiftstidende udregnet, at der fra 2010 - 2014 bliver bygget for 58,6 mia. kr. i Stor-Aarhus. I samme periode skal der bygges for 87,3 mia. kr. i Stor-København.
»Der er i øjeblikket et fantastiskstort aktivitetsniveau i Aarhus i forhold til byens størrelse. Det giver beskæftigelse til rigtig mange inden for byggeindustrien i hele Jylland,« siger Jens Slott Johansen, der er administrerende direktør i CRM Byggefakta. »Udviklingen kommer hele Danmark til gavn. Den modvirker billedet af ’København og så resten af landet’«, siger han.
I Aarhus er det indtil videre især jord- og betonarbejdere, der mærker de nye tider. I januar var arbejdsløsheden i gruppen 17 procent. I øjeblikket er den knap 8 procent. Og den bliver stadig mindre. 100 mand i job »Den sidste måned er der kommet 100 mand ekstra i arbejde. Jeg har en forventning om, at vi har noget, der ligner fuld beskæftigelse, når vi kommer til august,« siger Ole Christiansen fra 3F Anlæg og Byg.
Til gengæld oplever murere og tømrere endnu ikke den samme efterspørgsel på deres arbejdskraft. Meget tyder dog på, at arbejdsopgaverne kommer. »Det ser meget positivt ud i Aarhus. Når vi kommer om på den anden side af sommerferien 2012, kommer der gang i resten af yggebranchen også,« lyder det fra Michael Ancher, formand for Dansk Byggeri i Østjylland.
Han forventer direkte mangel på bygningsarbejdere i Aarhus. Udover de mange store byggeprojekter, der er eller snart kommer i gang, venter også hele anlæggelsen af letbanen inden for de nærmeste år. Desuden kommer entreprenørmaskinerne på en stor opgave, når - og hvis - det lykkes byrådet at skaffe pengene til tunnelen under Marselis Boulevard.
Byggeprojekter for milliarder af kroner i Aarhus
1. Det Nye Universitetshospital i Skejby Midt i 2012 starter byggeriet af Danmarks største sygehus på området omkring Skejby Sygehus. Det er et projekt til 6,5 mia. kr. Byggeriet er delt op i fem etaper - den sidste skal efter planen stå færdig i 2019. I takt med at det nye supersygehus vokser frem på markerne i Skejby, bliver amtssygehuset og kommunehospitalet afviklet.
2. Havnebyen Over en årrække skal Nordhavnen forvandles til en bydel med 7000 indbyggere og masser af arbejdspladser. For tiden er 800 boliger under opførelse i blandt andet Isbjerget, Lighthouse og en række ungdomsboligbyggerier. De første beboere får adresse i havnebyen i løbet af et års tid. Om kort tid udbyder kommunen et byggefelt med plads til 35.000 etagekvadratmeter kontorer og erhvervslokaler. Senere i år er det planen at udbyde et mindre felt til boligbyggeri.
3. Navitas Park Ingeniørhøjskolen, Århus Maskinmesterskole og Incuba Science Park starter i løbet af sommeren byggeriet af den 35.000 etage-kvadratmeter store Navitas Park på Pier 2 ud for Nørreport. Navitas Park skal stå færdig i foråret 2014 og kommer til at huse 2.300 studerende, undervisere, forskere og iværksættere. Under jorden bliver der parkeringsanlæg til 700 biler.
4. Bestseller Modekoncernen Bestseller er gået i gang´med at opføre en 20.000 kvadratmeter stor administrationsbygning til 500 medarbejdere på Pier 2 ved Nørreport. Byggeriet forventes færdigt i starten af 2013.
5. Multimediehuset Byggeriet af byens nye hovedbibliotek - Multimediehuset - starter om en måned.
Den 26.500 kvadratmeter store bygning skal efter planen være indflytningsklar i slutningen af 2014. I forbindelse med Multimediehuset bliver der bygget et moderne, underjordisk parkeringsanlæg med plads til 1000 biler. I sammehæng med byggeriet bliver der anlagt en stor havneplads. Desuden bliver åen åbnet på den sidste strækning ud mod bugten.
6. Moesgaard Museum Mosgaard Museum er netop startet på byggeriet af en helt ny museumsbygning på 15.000 kvadratmeter til 345 mio. kr. Den nye dstillingsbygning er færdig i slutningen af 2013. Derefter skal udstillingerne laves, inden museet kan åbne for publikum.
7. Aarhus Universitet Universitetet starter i sommeren 2014 et kæmpe byggeri på Lille Barnow-grunden ved krydset Randersvej/Ringgaden. Projektet indeholder blandt andet et højhus i op til 20 etager og et plateau over eller under Ringgade-krydset, så man kan bevæge sig mellem universitetets afdelinger på alle fire sider af krydset uden at skulle ud i trafikken. Det er planen at´udskrive en arkitektkonkurrence omkring årsskiftet. Byggeriet forventes færdigt i 2011. Derudover skal universitetet de nærmeste år bygge et nyt biomedicinsk center og en større om- og udbygning af sine laboratorier. Projekter til samlet op imod 1,5 mio. kr.
8. Ceresgrunden Helhedsplanen for Ceresgrunden lægger op til, at det kan bygges 140.000 etagekvadratmeter - 65 procent til erhverv og uddannelse, 35 procent boliger. I første omgang er det især planerne om at bygge et nyt Via University College, hvor uddannelserne til lærer, pædagog og socialrådgiver samles, der presser sig på. Også når det gælder et museumsbyggeri til Naturhistorisk Museum og Steno Museet er planerne langt fremme. Enterprenørfirmaet A. Enggaard har indgået en aftale med Royal Unibrew om, at det skal bygge på i første omgang en del af Ceresgrunden. Entreprenørfirmaet satser på at gå i jorden med de første byggerier omkring årsskiftet - og har en forventning om at hele det store areal vil være bebygget i løbet af syv-otte år.
9. Søren Frichs Vej Domis er i gang med at bygge ni punkthuse med i alt 432 lejligheder langs Søren Frichs Vej indenfor Ringgaden. Det første hus i 10 etager er nået op i fuld højde og står færdigt til september. Det næste er skudt mere end halvvejs op. Hele projektet forventes at stå færdigt i løbet af 2014.
10. Agro Food Park Skejby Omkring det gamle Landbrugets Rådgivningscenter i Skejby skal der i løbet af de næste 10 år skabes en agro food-park, der samler virksomheder og vidensinstitutioner inden for fødevaresektoren. Visionen er, at parken skal huse 3000 arbejdspladser i 2020. Byggeriet af den første, mindre etape er gået i gang.
11. Sky Tower På den såkaldte Citroen-grund ved Ikea-rundkørslen i Skejby har Niels Albertsen tilladelserne i orden til at bygge et 115 meter og omkring 30 etager højt hus. Udlejningen af lokalerne er startet gennem Colliers International, og der er forhandlinger med lejere til såvel hotel som kontorer. Byggeriet starter først, når aftaler med kommende lejere - og med entreprenør - er på plads. Forventningen er, at byggeriet til mere end en mia. kr. kan gøres færdigt på et par år.
12. Højhus Spanien På den sidste ledige grund bag Bruuns Galleri trekanten ud mod Spanien - vil KPC-Byg og Hans Lorentzen bygge et højhus i 22-25 etager. Arbejdet med at lave lokalplan for projektet er i gang. Projektet´er allerede forhåndsudlejet til dels et Comwell-hotel, dels til revisionsfirmaet Deloitte og advokatfirmaet Bech-Bruun. Forventet byggestart omkring årsskiftet, hvorefter højhuset kan stå færdigt i slutningen af 2013.
13. Østergades Hotel Det gamle hotel er revet ned - bortset fra facaden mod Østergade - og et nyt, stort hotel er ved at blive bygget. Det er selskabet Norcap og entreprenørfirmaet A. Enggaard, der bygger hotel med 230 værelser og konferencefaciliteter til Scandic-kæden. Byggeriet forventes færdigt omkring 1. marts næste år.
14. Komponentværkstedet Ejendomsselskabet Bricks har købt DSBs komponentværksted i Jægergårdsgade/Spanien. Her skal efter planen bygges omkring 50.000 etagekvadratmeter blandet bolig, butikker og erhverv. Planerne er ikke endelige endnu.
Det der bedst kendetegner de 244 sportsbyggerier, der er planlagt i Danmark i de kommende 12 måneder er usikkerhed. Samlet er der projekter for 6,4 mia. kr. og heraf for 900 mio. kr. VVS-arbejde. Men hele 57 procent af projekterne er usikre viser en ny analyse udført af CRM-Byggefakta for HVAC Magasinet.
CRM-Byggefakta analyserer løbende hvad der er planlagt af byggerier i Danmark i den nærmeste fremtid. Og der er altid en vis procentdel af projekterne der er usikre. Byggeprojekterne kan forsinkes eller stoppes på grund af forskellige ydre omstændigheder.
Det kan være at bygherrens behov ændres, manglende finansiering, manglende myndighedsgodkendelse eller ændrede markedsvilkår. Men det er meget sjældent at 57 procent af byggeprojekterne inden for en kategori er usikre, som denne analyse over planlagt sportsbyggeri viser, vurderer Jens S. Johansen, direktør hos CRM-Byggefakta.
Mange projekter Jens S. Johansen hæfter sig ved at der arbejdes med rigtig mange sportsprojekter. Helt konkret med 244 projekter til en værdi af 6,4 mia. kr. Projekter der hvis alt går godt vil resultere i VVS-entrepriser for mere end 900 mio. kr. Projekterne er fordelt over hele Danmark. Der skal bygges for flest penge i Region Hovedstadsregionen og i Region Syddanmark med projekter for henholdsvis 2,3 og 1,8 mia. kr. En nærmere analyse af de enkelte projekter viser at 60 procent af projekterne i de regioner, hvor der skal bygges mest, er usikre. ”Det er mest de private projekter der er usikre. Ikke mange ønsker at investere i nye sports- og idrætsfaciliteter i tider med lav vækst og knaphed på finansiering. Den finansielle krise har blandt andet resulteret i at et par høj profilerede multiarenaprojekter i københavnsområdet er blevet stoppet,” forklarer Jens S. Johansen.
Blandt de usikre projekter er der en multiarena i Ørestaden på 58.000 kvadratmeter til 1,2 mia. kr. Og et kulturens- og sundhedscenter til 350 mio. kr. i DGI-byen i Vejle og en multiarena til 250 mio. kr. i Århus. Selvom sportsbyggeriet er præget af usikkerhed er der også en række der med meget stor sandsynlighed gennemføres. Som eksempel på sikre projekter er der sammenbygning af svømmebad og idrætspark i Nyborg til 170 mio. kr., heraf for 5 mio. kr. malerarbejde. Af andre sikre projekter er et kultur- og bevægelseshus ved Flintholm på Frederiksberg til 130 mio. og en storskole og svømmehal i Gribskov til 80 mio. kr.
Opgavemuligheder Sammenfattende kan man fastslå at der trods alt er opgaver at hente i markedet for sportsbyggeri. Når det usikre er skåret bort er der stadig projekter for ca. 2,7 mia. kr. Og VVS-installatørerne kan hente opgaver for omkring 400 mio. kr. i det kommende år på sportsbyggeri, vurderer Jens S. Johansen.
Det er også værd at bemærke at der er opgaver at hente i alle regioner. Mest i hovedstaden, Region Syddanmark og Midtjylland og som en generel tendens mindst i Nordjylland.
CRM-Byggefakta A/S Antal ansatte: 38 Informationen er leveret af CRM-Byggefakta A/S. Ønskes yderligere information om konkrete projekter eller markedsstatistik kan CRMByggefakta kontaktes på tlf. 7025 3031 eller du kan se mere på www.byggefakta.dk CRM-Byggefakta er leverandør af information om byggeprojekter og CRM-systemer til byggeriets parter, og har en projektdatabase som indeholder ca. 5.000 aktive danske byggeprojekter, der opdateres løbende i projektforløbet.
Værdien af VVS-entrepriser er fastsat på basis af en vurdering af, at VVS-arbejdet i sportsbyggeri, der dels er nybyggeri, dels renovering udgør 15 procent af den samlede byggesum.
|