Skoler og sundhed skaber aktivitet i byggebranchen
Byggeriet inden for skoler og sundhed har længe ligget stabilt. Af den samlede byggesum på 122 mia. kr. skal der bygges skoler for 13,7 mia. kr., og på sundhedsområdet er der planlagt byggeprojekter for 18,3 mia. kr. Hertil kommer en særdeles lav usikkerhed. På sundhedsområdet er hele 90 procent af de planlagte byggeprojekter aktive, og inden for skoler er 80 procent af projekterne aktive.
Høj byggeaktivitet inden for videregående uddannelser
På skoleområdet er det især inden for de videregående uddannelser, vi finder nogle af de største byggeprojekter. Særligt iøjnefaldende er udbygningen af Panum Komplekset, der er en del af Københavns Universitet. Her skal nemlig bygges for 1.078 mio. kr. I hovedstaden skal der endvidere bygges nyt institut til Danmarks Tekniske Universitet i Kgs. Lyngby for 500 mio. kr. samt opføres nyt samlingssted for juridisk viden på Søndre Campus på Københavns Universitet ligeledes for 500 mio. kr.
Også i Aarhus finder vi et af de største byggeprojekter på skoleområdet, nemlig på Ceres-grunden, hvor VIA University Colleges får nyt campusområde til en sum af 600 mio. kr.
Udover de videregående uddannelser får også de danske folkeskoler et løft. Her er bl.a. planlagt en ny skole i Bov ved Padborg for 155 mio. kr., en nye skole i Snejbjerg ved Herning for 134 mio. kr. samt en renovering og udbygning af Katrinedals Skolen i Vanløse for 120 mio. kr.
Nye hospitaler skaber længerevarende aktivitet
Af den samledes byggesum på 18,3 mia. kr. på sundhedsområdet er 16,6 mia. kr. aktive, heraf skiller særligt to projekter sig ud. Det drejer sig især om et nyt universitetssygehus i Aalborg til hele 4.100 mio. kr. Byggeprojektet udgør dermed 25 procent af de aktive projekter inden for sundhed. Derudover skal der bygges nyt regionshospital i Gødstrup ved Herning til en samlet sum af 1.775 mio. kr.
Projekterne i Aalborg og Herning er begge længerevarende, her forventes på begge projekter en afslutning i 2020.